Image is missing!

Med dLive C1500 på tour

Lydteknikeren Jon Trier Ottosen, som er indehaver af virksomheden Rocket Sound, fortæller hvorfor han valgte dLive-systemet fra Allen & Heath.

Jon Trier var bl.a. aktuel som lydtekniker for Alex Vargas på årets Tinderbox festival.

Hvad vægtede du højest da du skulle vælge system?

Selvfølgelig er grundlyd i systemet i høj kurs. Derudover er stabilitet og mulighed for sikkerhedsløsninger også højt på listen. Vigtigheden af dette bliver sat endnu mere på spidsen, da jeg er one-man lyd-crew på det act, hvor dLive-systemet er med. Det betyder, at jeg både laver opsætning, monitor, FOH og nedpakning. Når jeg forlader scenen og går i FOH, så er der RIGTIG langt derop igen, så det skal være så simpelt et setup som muligt, og der skal være løsninger, der kan effektiveres hurtigt og smertefrit, hvis der skulle gå noget galt. Der tikker dLive systemet på de fleste parametre.

A&H-systemerne er generelt ikke ligeså kræsne overfor Cat-kabler, som mange andre systemer. Derudover, så sidder ”hjernen” i systemet på scenen. Skulle der gå noget galt med Cat-forbindelsen mellem scene og FOH, så kan vi stadigvæk færdiggøre koncerten med en iPad og safety output fra stagerack på scenen. Jeg har fundet ud af, at tryghed ved systemer er super vigtigt, for at jeg kan mixe mit bedste. Hvis jeg ikke er tryg, så går det ud over det færdige produkt, og det er jo selvsagt ikke optimalt.

Flexibilitet er også utrolig vigtigt for mig. På en lille pult som C1500 med begrænset antal fadere, gør 100% custom layout og stereo- kanaler en stor forskel for arbejdsflowet, da der på en tour altid er nogle ting, der skal ændres hurtigt – enten af kreative årsager eller fordi man skal tilpasse sig spillestedets muligheder. Grundlyd af preamps og konverter er som tidligere nævnt også topprioriteter og her er dLive systemet i min optik også blandt de bedste.

 

Hvorfor faldt valget på C1500 systemet?

Jeg var på udkig efter et system, som man kan flyve med, da jeg laver rigtig mange jobs i udlandet. Samtidigt ville jeg ikke gå på kompromis med kvaliteten. Inden C1500 og de kompakte CDM-stageracks kom på markedet, syntes jeg, at der var der et kæmpe hul i markedet. Der var masser af flyveløsninger med iPad styring, men det skaber en del kompromiser, som jeg ikke følte var det værd. Ja, og så er jeg også bare kæmpefan af knapper og fadere – kald mig gammeldags, jeg plejer at kalde mig selv taktil ;) Og så kan du ikke lege ram-0-med-faderen på en iPad, det må være den største grund til, at jeg valgte C1500 systemet.

Hvad kan du især godt lide ved systemet?

Det virker! Altid! (7-9-13). Og 99 ud af 100 gange jeg vil noget, så siger systemet; JA, selvfølgelig kan du det. Der er bare ikke noget værre, end et system der altid siger; Nej, det kan du ikke. Sidst, men ikke mindst, så er der nogle ganske fine indbyggede effekter og dynamiske muligheder. Intet system er perfekt og det er dette system heller ikke, men det er det system, jeg på nuværende tidspunkt har mest tiltro til og som jeg med god samvittighed selv kan eje og tilbyde til mine samarbejdspartnere.

Se dLive C Class-modellerne her: AHT-C-Class

dLive mix-racks: AHT-Mixracks